Købe eller sælge fast ejendom?3313 0010bolig@hovmoeller.dk

Perfekt idyl i skøn natur men tæt på byen

Her er en moderniseret landejendom, der kan det hele – ideel for børnefamilien, natur- og dyreelskere – eller for dem som bare ønsker masser af plads omkring sig.

Den store indkørsel leder op til denne fantastiske landvilla, hvor en velanlagt gårdsplads med granitsten og et ophøjet grantræ i centrum tager varmt imod dig. Den flotte ejendoms historie går tilbage til 1924 men har idag et væld af lækre, nymoderne detaljer – både inde og ude. I 2009 har ejendommen fået en hel ny tilbygning, der er placeret så hus og stald i dag er bygget sammen i en vinkel. Det vil sige at huset er delvist moderniseret og delvist helt nyt. Inden døre fordeler de 194 m2 bolig sig over et stueplan og en førstesal, der oser af gennemtænkte materialer og hverdagsluksus. Således får du et lækkert åbent køkken, der smelter sammen med den lyse brændeovnsstue og spiseafdelingen samt et moderne vaskebryggers med plads til overtøj og sko. Dertil kommer hele fire store lyse værelser og to store, moderne badeværelser, hvoraf det ene skaber absolut velværestemning med et hjørnebadekar og et stilrent design. Boligen ligger indrammet af den dejligste have med frit kig til landskabet og flagstangen knejsende i baggrunden. Her smelter de solrige terrassemiljøer naturligt sammen med det grønne græs og træerne, der snart står i fuld flor. Om aftenen er man langt nok væk fra byens lys til at stjernerne kan ses og roen på landet kan nydes.

Sammenbygget med boligen er en velindrettet stald til potentielle hesteelskere. Her er opført tre hestebokse, hvor de firbenede kan overnatte i tryghed. Som en ekstra finesse for de dyreglade, der vil give hestene de bedste rammer, byder ejendommen ydermere på sin egen løsdriftsstald med frostfrit vandingsanlæg, flere gode folde samt en privat ridebane der benyttes hele året. Har man ikke interesse i heste eller andre dyr kan stalden dog nemt indrettes til mange andre formål – her er 67 rigtig gode m2 hvor kun fantasien sætter sine grænser.

Omkring ejendommen hersker et utroligt smukt landmiljø med åbne marker og fredelige gårde så langt øjet rækker. Vejen har sit eget bylaug med sociale arrangementer og her er et rigtig godt naboskab. Ca. 700 meter fra huset starter sti, som fører direkte til skoven hvor man kan løbe, ride, gå eller mountainbike. I hyggelige Dåstrup ligger en af Dk’s bedst kårede skoler (skolebussen kører flere gange om dagen) og Viby Sj. med togstation kun 1,7 km. fra huset gør det nemt at komme til København. Viby Sj. har alt hvad man skal bruge af handlemuligheder samt et aktivt byliv. Her kan man virkelig både blæse og have mel i munden.

Kom og kig på denne skønne ejendom og se hvordan man kan leve i pagt med naturen – tæt på byen.

Søster Svenstrup Byvej 14, Dåstrup 4130 Viby Sjælland
Solgt
Sag 4000-70
Byggeår 1924 (2009)
Energimærke C
Rum/værelser 8/4
Boligareal 194
Udhus 90
Grund 22.065